Fotograf Fredrik Borch (1875-1962) |
Som 15-årig kom han i 1890 i fotograflære - først ved en fotograf i Vordingborg og siden ved en anden i Næstved. I 1899 etablerede han sig som selvstændig fotograf i Vejle, og det var vist nok her, at han første gang mødte sin senere hustru Ingrid Madsen, der ligesom han var fotografuddannet. Hun var i øvrigt præstedatter fra Hasle ved Århus. I Vejle blev det dog kun til et par års virke. De nåede dog at blive gift der d. 21. maj 1901, inden de i 1902 flyttede deres "fotografering" til Århus, hvor de kom til at virke resten af livet. Den 18. marts 1907 åbnede Fredrik Borch og hustru et helt nyt atelier i Bropalæet på adressen Skt. Clemensbro 15 i Århus. Hustruen Ingrid Madsen, der var født 17. dcember 1874, døde d. 15. november 1941. Fredrik Borch fortsatte fotograferinger efter hustruens død med forskellige hjælpere. På Skt. Clemensbro forblev Borchs fotoatelier, indtil november 1961, hvor Fredrik Borch måtte stoppe som fotograf på grund af sygdom. Frederik Borch døde et par måneder senere den 20. februar 1962 på sygeafdelingen på De gamles Hjem på Kirkegårdsvej i Århus. I næsten 60 år fra 1902 og til 1961 - hvoraf de 54 år var på den samme adresse - virkede Fredrik Borch som portrætfotograf. Mange århusianere og personer fra byens omegn er her blevet foreviget for eftertiden, og det samme gælder en stor del af de dragoner og infanterister, som havde til huse i byen. Små 40.000 portrætter blev det til. En fantastisk samling af portrætter af århusianere og østjyder i det hele taget fra første halvdel af 1900-tallet ligger her foran os og har snart været "glemt" i 50 år. |