Navneskik og opkaldetradition m.m. Indholdsfortegnelse 1. Indledning 2. Navnelovgivning 3. Gældende navnelov 4. Navnegivning 5. Opkaldetraditionen 6. Slægtskabsbetegnelser 7. Personsøgninger via nettet 8. Diskussionsgrupper 9. Heraldik 10. Kalenderens historie 11. Evighedskalendere 1. Indledning Omkring brugen af fornavne og efternavne har både traditionen, men også lovgivningen ændret sig gennem årene, således at de navne, vi støder på i kilderne i f.eks. 1700-tallet, gennemgående er anderledes, end dem vi støder på i nutiden. En viden om, hvilke traditioner der er gældende og lovgivningens indgriben heri, kan have stor værdi, når man som slægtsforsker søger efter slægtninge eller forsøger at overbevise sig om, at man har fundet de rigtige. Vi vil her bl.a. kigge på lovgivningen og tankerne med den lovgivnings- mæssige indgriben i "navneverdenen". Her skal vi bl.a. lige kigge nærmere på den gældende navnelov og dens indflydelse på vore navne. Et vigtigt aspekt i forståelsen af fortidens navne-materiale er en belysning af de dybtforankrede principper for navnegivning, som bygger på opkaldelse af nære familiemedlemmer. Det er en opkaldetradition, som også i nutiden sætter små spor i valget af navne. Endelig vil denne del om navne blive afsluttet med en gennemgang af de eksisterende slægt-skabsbetegnelser, og selv om det ikke direkte har noget at gøre med navngivningen, så er det dog med til at give en opfattelse af, hvad vi forstår ved familie. Søgninger efter personer/slægtninge via nettet har jeg også sat på til denne lektion, ligesom de såkaldte diskussionsgrupper og heraldik også kort vil blive berørt. Denne lektion vil jeg runde af med et ekstra afsnit om kalenderen, da vi i de ældre kilder ofte bliver møder datoer, som vi ikke umiddelbart kan "oversætte" til moderne datoer. Til løsning af dette findes både trykte kalenderværker, som man købe (eller låne på biblioteket) og gratis internetudgaver, som man kan bruge på nettet eller downloade til sin egen computer. 2. Navnelovgivning Hos samfundets øverste (adelen) dukkede brugen af faste slægtsnavne op i løbet af 1200- og 1300-tallet, men skikken vandt kun langsomt indpas. I 1526, da der blev udstedt en lov med krav om faste slægtsnavne for adelige slægter, var det således mindre end halvdelen af den danske adel, der havde taget denne skik til sig. I de efterfølgende år var der flere slægter indenfor borger- og embeds-mandsstanden, som også gik over til at benytte faste familienavne. Bondestanden (ca. 90 % af den samlede befolkning) lod sig imidlertid ikke sådan medrive og beholdt den gamle tradition med de skiftende efternavne (patronymikon). Princippet herved fremgår af følgende eksempel : Dette navneprincip betød, at man ud fra navnene vanskeligt kunne se, hvem der var i familie med hvem, og i arvesager var det meget besværligt at finde frem til arvingerne. I 1771 kom der en lov gældende det sønderjyske område, som påbød alle (også bønderne) at bruge fast slægtsnavn. For det øvrige Danmark kom der først en tilsvarende lov d. 30. maj 1828, men denne lov var ikke helt klart formuleret og fik næsten den modsatte virkning. Nogle bondeslægter, som havde fået et fast tilnavn kastede i forvirringen dette væk og gik tilbage til de skiftende familienavne. I forbindelse med loven af 1828 udsendtes en skrivelse d. 22. oktober 1829 som forbød at give pigebørns efternavn endelsen "-datter", således at det nu også skulle have endelsen "-sen". Da loven af 1828 ikke virkede som den skulle, udstedtes der d. 6. august 1856 en ny og klarere lov en slægtsnavne. Denne lov slog hurtigt igennem, men da den krævede, at man skulle benytte det slægtsnavn, som var blevet valgt ved loven af 1828, fik loven af 1856 den lidt uheldige konsekvens, at en søskendeflok født omkring 1856 kunne have forskellige efternavne selv om de havde samme forældre. Der var i datiden en del kritik af loven af 1856, idet børn ville få efternavn, som var de søn/datter af deres farfader (søskende til deres fader). I enkelte tilfælde blev de skiftende slægtsnavne fastholdt endnu nogle år, og nogle familier valgte simpelthen at tilfredsstille både lov og tradition ved at lave dobbelt-efternavne (f.eks. Petersen Paulsen, Madsen Nielsen). Der er siden kommet nye navnelove i 1904, 1961, 1982 og 2006, men her er der i denne aktuelle forbindelse ikke sket de store ændringer; det har drejet sig om beskyttelse af slægtsnavne, liberalisering af reglerne for navngivning af børn, mulighederne for at ændre sit navn og en ligestilling af mand og kvinde ved navngivning. Loven af 2006 er endnu så ny, at den ikke er slået rigtig igennem, men kan måske med årene vise sig at få stor betydning for slægtsforskningen. 3. Gældende navnelov Den seneste navnlov trådte i kraft d. 1. april 2006. Siden navneloven af 1961 er alle danskere blevet registreret i cpr-registeret med unikke personnumre, som gør det let at følge personer, selv om de ændrer navn. Med navneloven af 1982 kan fornavn frit og gratis udskiftes, og der er som tidligere nævnt skabt ligestilling mellem mandens og kvindens efternavne ved vielser, så de frit kan vælge mandens eller konens efternavn som deres fælles efternavn, men de har også mulighed for at beholde hver sit efternavn. Børnenes behøver heller ikke mere at være det samme i en søskendeflok. Ved navneforandringer skal/skulle ændringen indføres i kirkebøgerne (hovedministerial- og kontra-ministerialbogen) for det sogn, hvor den aktuelle person er født/døbt. Når jeg skriver "Skulle", så er det fordi, den digitale kirkebog fra 2001-04 vist nok betyder, at rettelserne alene sker via nettet. Det betyder, at der skal en del offentlig korrespondance til, før tingene er på plads. I 1989 blev der derfor lagt gebyr på navneændringer, således at prisen er 3.000 kroner for en navneændring, som ikke kan henføres til den allernærmeste familie. Gebyret er fjernet med den nye lov i 2006. 4. Navnegivning Ved identifikationer af personer spiller navnets hyppighed ind, idet man som slægtforsker skal være meget omhyggelig med personer med almindelige navne, fordi man meget let kan få fat i den forkerte. Der kan meget let være flere næsten jævnaldrende i et sogn som hedder f.eks. "Peder Jensen", mens der måske kun er en "Abraham Zakariasen" i miles omkreds. Sådanne overvejelser spiller også ind, når man søger i kilderne. Et sjældent navn, som dukker op flere steder i den familie, man udreder, er yderligere et argument for, at man har koblet de rigtige personer sammen. Patronymikonsystemt, hvor en faders fornavn benyttes til at danne børnenes efternavne samt opkaldetraditionen har været med til at fastholde en verden, hvor navneudbuddet er lille og bærere af de samme navne er mange. Undersøgelser af 1700-tals materiale har vist eksempler, hvor de 2 hyppigste drenge- eller pigenavne bæres af ikke mindre end halvdelen af alle. Der er også eksempler på, at op imod 60% af 1. fødte drenge får fornavn, som svarer til farfars eller morfars fornavn. I nutiden har navneforskere anslået, at opkaldelse kun benyttes i 5-10 % af tilfældene. Vil man se nærmere på udbredelsen af fornavne og efternavne i nutiden, så har Danmarks Statistik lavet en hjemmeside, hvor man bl.a. kan se, hvor mange der bærer de enkelte navne. Adressen dertil er: http://www.dst.dk/navne 5. Opkaldetraditionen Langt tilbage i tiden har det været almindeligt at lade børn opkalde efter (afdøde) slægtninge. Som det ses af eksemplet på forrige side, lod man ofte de ældste sønner opkalde efter bedstefædre og de ældste piger efter bedstemødre; mest iøjnefaldende er nok traditionen med at opkalde den ældste søn efter sin farfar. Som en følge deraf kan mange slægtsforskere fremvise "grene" i stamtræet, hvor navnene skifter som f.eks.:         Hans Jensen --> Jens Hansen --> Hans Jensen --> Jens Hansen o.s.v. Endnu værre kan det gå, hvis en af forfædrene har ladet en søn få samme fornavn som vedkommende selv, for så vil der - hvis den meget udbredte opkaldetradition overholdes - kunne optræde fuldstændig navnesammenfald i stamtræet. Dette kan f.eks. medføre følgende "serie":         Hans Hansen --> Hans Hansen --> Hans Hansen --> Hans Hansen o.s.v. Her kan man let komme til at blande de forskellige generationer sammen ! I en søskendeflok kan man ofte støde på flere børn med samme navn, og det skyldes næsten altid, at den tidligere bærer af navnet er død (p.g.a. tidligere store børnedøde- lighed finder man tit eksempler på dette i kirkebøgerne). En søn, der bliver født efter sin faders død opkaldes ofte efter denne, og det samme kan observeres, når en moder dør i barselsseng efter at have født en datter til verden; man kan dog ikke uden videre slutte at faderen/moderen er død bare fordi en søn/datter får samme fornavn. Afdøde ægtefolk bliver ikke sjældent mindet ved opkaldelse i nyt ægteskab med børn. Der er også eksempler på - og det bliver mere almindeligt med årene - at fremtrædende personer i sognet (de står måske også faddere) æres ved opkaldelse; altså ikke udelukkende opkaldelse efter slægtninge. 6. Slægtskabsbetegnelser Som slægtsforsker støder man ofte slægtskabsbetegnelser, som man ikke umiddelbart kan redegøre for, og ikke sjældent støder man på en forkert brug af de mere specielle betegnelser. For at finde de officielt gældende betegnelser og definitionen af dem har jeg benyttet det store 28-binds værk :"Ordbog over det Danske Sprog" (bl.a. udg. København, 1966-70). Værket kan i øvrigt varmt anbefales, når der er ord, som man ikke kender, eller som man er i tvivl om betydningen af. Danske slægtskabsbetegnelser: Ved kommunikation med slægtninge i udlandet eller ved nøjere granskning af udenlandske (amerikanske) slægtsforskningsprogrammer vil man efterhånden opdage, at det danske sprog er lidt fattigt, når det gælder slægtskabsbetegnelser, og at vi i dag stort set kun har (og bruger) betegnelser på slægtninge indenfor de nærmeste par led i familien. Vi kender således alle betegnelserne: fætter, kusine, onkel, tante, moster, niece osv., men ikke sjældent har vi sværere ved at gøre rede for, hvad grandtante, halvonkel, næstsøskendebarn o.l. dækker over, og usikkerheden er i sig selv vel også medvirkende til, at disse betegnelser ikke bruges ret meget. Det spiller naturligvis også ind, at vi ikke så tit har kontakt med sådanne lidt fjernere slægtninge, og derfor ikke har brug for betegnelserne i daglig tale og dermed ikke bliver fortrolige med dem. Følgende oversigt illustrerer sammenhængen: Betegnelser indenfor 1. og 2. slægtled Far og mor (forældre), søn og datter (børn), søster og bror (søskende) samt farfar, farmor, morfar og mormor (bedsteforældre) er almindeligt brugte og præcise betegnelser på den allernærmeste kødeligt beslægtede familie. Til præcis angivelse af børnebørnene findes betegnelserne sønnesøn, sønnedatter, dattersøn, datterdatter, men de bruges ikke så meget i daglig tale. Slægtskabsbetegnelserne bliver imidlertid lidt mere komplicerede, når vi kommer ud over den allernærmeste familie. Til betegnelse af forældres søskende har vi således farbror, faster, morbror og moster, men bruger også ofte betegnelserne onkel og tante, der både kan omfatte forældres søskende og deres ægtefæller, hvor de sidste jo ikke er kødelige slægtninge. Søsters/ brors børn kan præcist angives som søstersøn, søsterdatter, broder- søn og broderdatter, men de mere mundrette ord nevø og niece er nok de mest brugte, selv om de ikke oplyser til hvilken side, barnet hører. Her skal det lige nævnes, at svoger og svigerinde er betegnelser for søsters/brors ægtefælle eller ægtefælles søster/bror, men at betegnelserne også er gangbare for ægtefælles søsters/brors ægtefælle. Børn til forældres søskende betegnes fætter og kusine, og de kan under ét kaldes søskendebørn, selv om det dog virker lidt misvisende. Der findes øjensynlig ingen mere præcise betegnelser for fætre/kusiner, som angiver, om de er på fars eller mors side. Mærkeligt nok eksisterer der åbenbart ingen gængse betegnelser for børn af fætre og kusiner; det er trods alt tale om relative nære slægtninge. Betegnelser i 3. slægtled De ovennævnte slægtskabsbetegnelser vedrører alle slægtninge i indtil 2 led, dvs. efterkommere til bedsteforældre. Der findes også betegnelser for slægtninge ude i 3. led. Grandonkel/grandtante er således betegnelsen for brødre/søstre til ens bedsteforældre, men kan også bruges om ægte- fæller til de nævnte brødre/søstre. I daglig tale er grandonkel vel efter- hånden blot blevet et andet ord for en fjern slægtning. Børn/svigerbørn til grandonkel/grandtante benævnes halvtante og halvonkel, og børn til dem kaldes endelig halvfætter eller halvkusine. Halvfætre og halvkusiner kan under ét benævnes næstsøskendebørn. Som det er antydet ovenfor dækker betegnelserne grandonkel/grandtante og halvtante/halvonkel både over kødelige slægtninge og indgifte; akkurat som det var tilfældet med betegnelserne onkel og tante. Halvfætre og halvkusine kan ifølge Ordbogen derimod ikke bruges om indgifte, hvilket tilsvarende også gælder for "almindelige" fætre og kusiner. Tilføjelsen "halv-" kender vi også fra de tættere beslægtede halvbror og halvsøster, dvs. søskende til en person, hvor kun den ene af forældrene er fælles. En ny ægtefælle (samlever ?) til en persons far eller mor kan betegnes henholdsvis stedmor eller stedfar og har vedkommende selv børn, bliver de personens stedsøskende (stedbror/ stedsøster). 7. Personsøgninger via nettet Helt nye slægtsforskere kommer nogle gange med den opfattelse, at der er en stor base på nettet, hvor man blot skriver sit navn, og så får man hele sin slægt (eller i hvert fald store dele af den) frem på skærmen. Her bliver man nødt til at skuffe dem, for dette er slet ikke muligt. Om det overhovedet er muligt er en anden diskussion, da der er et "ingenmandsland" byggende på et skøn, når vi kommer et stykke tilbage i tiden, og dette er svært at indbygge i en sådan base. Der er meget lang vej endnu, men der er ved at opstå web-steder, hvor man kan søge i del-mængder af forskellige slags kilder. Mest kendt er nok folketællingerne i Kildeindtastnings-projektet, hvor der i øjeblikket alligevel kun er ca. 15 % af alle tællinger op til 1921, som er afskrevet, og hovedvægten ligger på de ældste årgange. Søgningerne deri sker på adressen: http://ddd.dda.dk/kiplink1.htm, som nævnt i lektion 6. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at man heller ikke bare kan gå ind at søge deri uden forudgående indsigt i indtastningsregler (bogstavret) og "joker"-muligheder m.m - man vil meget tænkeligt ikke få, hvad man søger. I denne sammenhæng skal også lige nævnes Århus-folketællingerne, som findet på adressen: http://www.folketimidten.dk. Her er også adgang til kirkebøgernes vielser i Århus Amt samt byens borgerskabsprotokol i databaseudgave. En række enkeltpersoner har også lagt mindre dele af afskrifter på nettet af folketællinger og kirkebøger, men typisk "kun" i almindelig tekst. Vi har i en tidligere lektion (lektion 8) været omkring registre til (gods)skifteprotokoller, som i stor stil (i hvert fald for Jyllands vedkommende) er lagt på nettet - både i almindelige tekst udgaver og i databaser. Men kendetegnenede for de ovennævnte kildeafskrifter er, at det er enkeltpersoner eller i bedste fald en husstand, som man kan finde - altså ikke en hel slægt. Ved at søge flere forskellige steder og kombinere flere afskrifter kan man være heldig at kunne koble flere generationer sammen, men da det som tidligere antydet kun er en brøkdel af kilderne, som endnu er afskrevet, så er det vanskeligt at komme ret langt på denne måde. En international base bør nævnes her, nemlig: http://www.familysearch.org. Her har mormon-kirken (Jesu Kristi Kirke af De Sidste Dages Hellige) skabt verdens største genealogiske base med ca. 1. mia. personer fra alverdens slægtshistoriske kilder - også mange danske. I denne base er en masse enkeltpersoner fra kilderne samlet, men der er ofte koblinger i familier og i flere generationer. Basen bygger både på enkeltregistreringer og på systematisk gennemgange af afgrænsede kilder. Store dele af basen er skabt af personer, som ikke er dus med det danske sprog, så stavninger kan nogle gange være lidt overraskende. Til gengæld har basen en meget god søgefunktion, som ikke bare finder de navne, som eksakt svarer til de indtastede søgeord, men også finder dem, som ligner. Denne base er i øjeblikket nok det nærmeste, vi kommer drømmen om et sted, hvor vi blot skriver vores navn - og så kommer hele slægten ud. En nærliggende mulighed er at prøve at lave søgninger i tilgængelige søgemaskiner eller søge-robotter. Mest omfattende er i øjeblikket uden tvivl Google, som findes på internetadressen: http://www.google.com . Ved almindelige søgninger heri, vil man søge bredt over hele nettet, dvs. både i historiske ting og i samtids-ting. Søgninger efter f.eks. "Jens Hansen" vil således både give nutidige bærere af navnet foruden de fortidige, og en frasortering af de nutidige er lidt besværlig. Google har (som andre søgemaskiner) faciliteter, som på forskellige måder kan frasortere uønskede svar. Det vil her føre for vidt, at redegøre for de forskellige afgrænsningsmuligheder, som ligger i Google, men ved at bruge avanceret søgning deri, kan man på en relativt let forståelig måde fornemme de store muligheder, der ligger heri. Det vil være en god ide, at sætte sig ind i søgemaskinens afgrænsningsmuligheder, inden man mere systematisk bruger en sådan. 8. Diskussionsgrupper En af fordelene ved internettet er, at "afstanden" mellem brugerne bliver mindre og landegrænser bliver mindre synlige. Til at diskutere med hinanden (også på tværs af grænser) er der oprettet(anslået) 75.000 diskussionsgrupper (newsgroups) om alverdens emner - også slægtsforskning. Nogle er danske, nogle skandinaviske, nogle amerikanske osv. Her kan man diskutere med ligesindende og få eller give hjælp til sin hobby. Der er fri adgang dertil, og man kan kigge over skuldrene uden at give sig tilkende, således at man ikke bliver involveret i ørkesløse diskussioner eller forpligter sig til at bidrage med noget. Via sin netudbyder kan man tilmelde sig disse nyhedsgrupper, så man automatisk kan følge med i dem, men man kan også via f.eks. søgemaskine "Google.com" gå ind og læse i grupperne. Til slægtsforskning er den danske nyhedsgruppe: dk.videnskab.historie.genealogi. Her skal også lige nævnes foreningen DIS-Danmarks diskussionsforum "DisForum", som findes på adressen: http://www.dis-danmark.dk/forum/index.php Her er bl.a. mulighed for at lave AneEfterlysninger. 9. Heraldik Kommer man i sin slægtsforskning i nærheden af adelige slægter eller større borgerlige slægter, så vil heraldikken (forskning i slægtsvåben) være en spændende sideeffekt. Helt tilbage i den tidlige middelalder havde adelige slægter tilegnet sig et slægtsvåben, som både skulle være prangende og identificerende. Med tiden blev de mere og mere sofistikerede i både i farver og udformning. Ofte rummede disse adelige våbenskjolde symboler, som afslørede navnet på slægten, og ofte kunne man af våbenskjoldets sammensætning også udlede ejerens familie-mæssige relationer - hvilke slægtsmæssige forbindelser der er. Dvs. at en våbenskjoldet oplysninger kan supplere/bekræfte oplysningerne i de skriftlige kilder. Siden 1884 er udkommet "Dansk Adels Årbog", som både udreder de adelige slægter, og som også bringer en lang række våbenskjolde i flotte farvegengivelser. I de nyere årgange er der registre til alle bøgerne, så man let kan finde de adelige slægter, som man måtte være interesseret i. Der er udgivet flere bøger om emnet, og et særligt tidsskrift "Heraldisk Tidsskrift" er siden 1960 blevet udgivet af Heraldisk Selskab. 10. Kalenderens historie I en fjern fortid er mennesket begyndt at interessere sig for årets gang og har forsøgt at lave forskellige former for kalendere. Flere oldtidsminder tyder på, at man har fulgt årets cyklus lang tid før, vi har de ældste skriftlige vidnesbyrd herom. Den gamle romerske kalender Fra Romerrigets tid har vi skriftlige efterretninger om en meget "besværlig" kalender, der af flere omgange blev ændret. Den ældste udgave havde 10 måneder og en årslængde på 304 dage, som dog snart måtte justeres for at opnå en fornuftig årslængde. Efter forskellige ændringer nåede man frem til en årslængde på 355 dage, som hvert andet år skulle have en en ekstra skudmåned på 22 dage og hvert fjerde år en skudmåned på 23 dage. Dette gav et gennemsnitsår på 366 1/4 dage, og selv om man på et tidspunkt valgte at ændre hvert ottende år fra de 355 + 23 dage til kun 371 dage, kom kalenderen efterhånden mere og mere ud af trit med årstiderne. Den julianske kalender Efter en række astronomiske beregninger fandt man med tiden frem til, at et solår måtte være på 365 1/4 dag, og under den berømte romerske kejser Julius Cæsar indførtes i år 47 f. Kristi fødsel en kalender, som havde en årslængde på 365 dage og et skudår hvert fjerde år med 366 dage; denne kalender opfyldte det beregnede årsgennemsnit. For at komme i takt med årets gang blev man året før nødt til at udvide med ekstra måneder og dage, og dette særlige år blev på ikke mindre end 455 dage. Den nye kalender blev som nævnt indført i år 47 f. Kristi fødsel, og kaldes efter kejseren for "Den julianske kalender"; i kalenderværker betegnes den ofte "gammel stil". Denne kalender blev i uændret form benyttet i mange hundrede år op til omkring middelalderens slutning. Her blev det mere og mere klart, at den faktisk ikke helt ramte solårets længde. Med moderne udstyr kan vi idag beregne et solår til 365 døgn, 5 timer, 48 minutter og 46,08 sekunder (365,2422... dage). Som en følge heraf var den benyttede kalender ved år 1500 e. Kr. efterhånden blevet ca. 10 dage forkert. Den gregorianske kalender Under pave Gregorius XIII besluttedes det i år 1582 at foretage en ændring af kalenderen, så der ikke altid var skudår hvert 4. år, for dermed at opnå et gennemsnitsår på knap 365 1/4 dag. Det besluttedes at udelukke som skudår de hele århundreder, hvor 400 ikke går op, d.v.s. år 1700, 1800, 1900, 2100, 2200 o.s.v., men ikke årstal som f.eks. 2000, 2400. Denne detalje er måske lidt overraskende for mange i dag. Med denne justering blev den gennemsnitlige årslængde meget tæt på den virkelige længde, og det vil kun give en dags forskydning pr. 3571 år. Denne lille fejlmargin skulle ikke gøre det nødvendigt at ændre på kalenderen de første mange år. Med mellemrum sker der ganske vist små sekundjusteringer, men det har vist ingen betydning i vores slægtsforskningssammenhæng. Den nyindførte kalender kaldes efter ovennævnte pave for "Den gregorianske kalender" og betegnes også "ny stil". Den gregorianske kalender blev ikke indført samtidig i alle lande. I flere nordeuropæiske lande havde man nemlig vendt sig mod den katolske kirke og paven (i Danmark ved reformationen i 1536), og lod sig derfor ikke sådan påvirke af nye udspil derfra. I Danmark var det først år 1700, at vi skiftede fra den julianske kalender og til den gregorianske kalender, og justeringen blev foretaget med det samme, idet vi i dette år gik direkte fra søndag den 18. februar til mandag den 1. marts. Denne kalender benytter vi stadig i Danmark. Groft sagt skiftede de katolske lande/områder kalender i årene 1582-84, mens de protestantiske lande/områder først skiftede år 1700 (1752-53). Ved indeværende århundredes begyndelse benyttede Grækenland og Rusland stadig den gamle julianske kalender, der nu var ca. 12 dage bagefter. Det forklarer også, hvorfor den russiske "oktober-revolution" i 1917, foregik i november, men det er en helt anden historie. Som en lille pudsighed skal det lige nævnes, at vores naboland Sverige i år 1700 valgte en mere langtrukken løsning, som bl.a. betød, at februar måned i 1712 måtte udvides til 30 dage; altså hverken 28 eller 29 dage. Evighedskalendere og "besværlige" dateringer Det er let at huske, at vi i Danmark skiftede kalender fra gammel til ny stil i år 1700, men set med nutidige øjne er der imidlertid en anden og meget mere besværlig ting ved dateringerne i vore slægtshistoriske kilder, nemlig når datoerne er anført i forhold til de bevægelige helligdage. Lettere bliver det ikke, hvis der samtidig dateres i forhold til kirkeåret, der starter allerede ved den 1. søndag i Advent. Følgende eksempel illustrerer dette tillægsproblem: Bevægelige helligdage Kirkeåret er lidt flyttet i forhold til vores nutidige kalenderår og løber fra Advent til Advent. Det betyder f.eks. at 2. søndag i Advent i 1790, faktisk er i december i kalenderåret 1789. I perioder indtil omkring år 1800 har præster og andre med tilknytning til kirken ofte valgt at datere begivenheder i forhold til bl.a. de bevægelige helligdage (f.eks. Advent, Hellig 3 Konger, Påsken, Pinsen, Trinitatis). I denne sammenhæng har Påskens placering i det aktuelle år en central betydning, idet den er styrende for alle de øvriges placering. Som slægtsforsker vil man uundgåeligt støde på denne dateringsmåde på et eller andet tidspunkt i kirkebøgerne. I nogle tilfælde kan man være heldig, at der både er angivet en kirkelig dato og en "almindelig" dato, men som oftest bliver man nødsaget til at foretage opslag i en evighedskalender, hvis man vil opløse datoen i noget nutidigt. Påsken er defineret til at falde på den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn, og såfremt fuldmånen falder på en søndag skal påsken først komme søndagen efter. Det tidligste påsken kan indtræffe er 22. marts og den seneste dato er 25. april. Påsken kan altså svinge op til 35 dage fra år til år, og med udgangspunkt 35 forskellige kalendere er det faktisk muligt at dække alle årstal og finde de rigtige datoer. Med disse 35 kalendere er det relativt let at opklare, hvornår f.eks. 19. søndag efter Trinitatis i 1758 er. Det er imidlertid almindeligt, at datoerne bliver skrevet med latinske ord (også selv om resten at teksten er på dansk), og så vil nævnte dato blive skrevet som noget i retning af "Dom. 19 post Trinit. 1758", hvor Dom. er en forkortelse for Dominica (=søndag). Adskillige af årets søndage har latinske navne. Det vil føre for langt, at komme nærmere ind på det i denne sammenhæng. Selv om vi i Danmark har ændret kalender et par gange siden den gamle 10-måneders romerske kalender fra Romerrigets ældste periode var gældende for mere end 2000 år siden, så er mange af månedernes navne bibeholdt. Månedsnavne som Martius, Aprilis, Maius, Junius, September, October, November og December bruger vi stadig. For de sidste fire nævnte måneders vedkommende indgår det oprindelige måneds-nummer i navnet. F.eks. var October den 8. måned var, og December den 10. måned ("octo" er på latin noget med 8, og "decem" er noget med 10). I vores 12-måneders år er disse navne derfor lidt misvisende givet til henholdsvis den 10. og 12. måned. 11. Evighedskalendere Den mest brugte evighedskalender blandt slægtsforskere er utvivlsomt R.W. Bauers bog "Calender for Aarene fra 601 til 2200 efter Christi Fødsel", og den skulle årstalsmæssigt være tilstrækkelig for de fleste af os. Bogen indeholder bl.a. de nødvendige 35 kalendere med tilhørende årstalsindgang samt en mere end 40 sider lang alfabetisk fortegnelse med "oversættelse" over fest- og helligdages navne, også indeholdende de latinske betegnelser. Det er sjældent, at man med denne fortegnelse må give fortabt. R.W Bauer var underdirektør ved Orlogsværftet i København, og bogen blev første gang udgivet i 1868. Den er siden udkommet i adskillige fotografiske genoptrykt; senest på foranledning af Dansk historisk Fællesråd. Bogen er også tilgængelig på de større biblioteker under 90.81. Vejledning i brug af Bauers kalender Til vort brug er der tre afdelinger i bogen som har interesse, nemlig :      a) s. 6- 11 Årstalsindgang.        b) s. 12- 81 De 35 forskellige kalendere.        c) s. 128-170 Alfabetisk fortegnelse over fest- og helligdage Start med at finde det eftersøgte årstal i bogens s. 6-11, og ud for dette ses nummeret på den af de 35 kalendere, som man skal kigge i (hvis der står to numre ud for årstallet - svarende til både "gammel stil" og "ny stil" - skal man for årstal efter år 1700 vælge "ny stil", når det drejer sig om Danmark, og hvis der står et "S" ud for nummeret, betyder det bare, at pågældende år er et skudår. Bemærk hvad der står øverst på siden m.h.t. "ny stil" og "gammel stil"). Den aktuelle kalender findes på siderne 12-81 (kalenderens nummer står øverst på siden), og nederst til venstre kan årstallene, hvor den fundne kalender gælder, aflæses - her kan man så lave dobbeltkontrol, og se om det søgte år nu også er nævnt (årstal skrevet med fede typer er skudår). Her skal man være opmærksom på, at "januar" og "februar" i hver kalender er medtaget 2 gange; de to første "januar" og "februar" (mærket med "*") skal kun benyttes, hvis det eftersøgte årstal er et skudår. De almindeligste mærkedage er indskrevet i hver kalender, men ikke sjældent støder man på navne (latinske) i forbindelse med dateringer, som ikke er nævnt, og så må man vende sig mod siderne 128-170. Her kan man alfabetisk finde (forhåbentlig) den eftersøgte mærkedag, og derved finde frem til den "rigtige" datering.