Peter Löfquist (1813-1884)

Den svenske oprindelse
Vores fælles udgangspunkt for slægten Löfquist er svenskeren Peter Löfquist. Trods flere forsøg er det endnu ikke lykkedes at spore navnet og slægten længere tilbage end til ham.

Under navnet Pehr Löfqvist dukker han første gang op i 1834 i forbindelse med Garnisonen i Ystad i Sydsverige, hvor han antageligt i 1836 bliver gift med Christina Jönsdotter. På denne tid var navnes stavemåde meget tilfældig, og navnene Pehr, Peter og Petter brugtes i flæng om samme person. Christina Jönsdotter opgives at være født i Skt. Maria Sogn i Ystad 16/6-1816 eller 4/6-1814. Der er lidt uklarhed omkring fødseldsdatoen, men ingen af de to datoer passer med fødte piger i kirkebogen - hverken i Skt. Maria Sogn eller i nogen af nabosognene. Deres vielse har det heller ikke været muligt at finde i de aktuelle kirkebøger.

I de militære husoptegnelser er Peter Löfquist fundet under soldaternummeret 81, og han anføres at tilhøre Kronprinsens husarregimente og Krooks kompagni. Her anføres han som være født d. 6. maj 1813 i Gladsax Sogn. I Gladsax sogns kirkebog er der imidlertid ikke anført noget drengbarn født på denne dato. Det er der derimod den 16. maj, og denne dreng får netop navnet Pehr, men følges denne dreng fremad i tid, så opdages det desværre, at han ikke kan være identisk med vores Peter Löfquist.

Den 31. maj 1838 får vores Peter Löfquist og Christina Jönsdotter deres første barn Johanne, og det sker netop i Ystads Sankt Maria Sogn. Herefter følger børnene Carl Petter (f. 5/9-1840), Adolphina Christina (f. 16/9-1842), Christina (f. 13/2-1845), Christian (f. 5/4-1847) og Ingrid (f. 23/3-1853). Således, at de altså får 6 børn i alt.

I 1847 eller 1848 flytter familien fra kasernen og til det gamle natmandshus i Ystad, og i optegnelserne herfra anføres Peter Löfquist at være yderst fattig, og det er medens de bor her, at det yngste barn, datteren Ingrid, kommer til verden. I 1855 får han rejsepas til Danmark, idet han agter at rejse dertil. Netop i disse år var arbejdsmulighederne katastrofale i Sverige, og mange svenskere udvandrede til Amerika eller prøvede lykken i Danmark, hvor der netop var mangel på arbejdskraft og det vil først og fremmest sige tjenestefolk - ofte var disse rejser efter job oprindelig kun planlagt som værende sæsonarbejde. Hvad der i denne forbindelse er sket i den konkrete familie, vides der ikke noget om, men i de senere svenske kilder anføres han som forsvundet, og siden anføres Christina Jönsdotter som enke.

"Enken" Christina Jönsdotter flytter med børnene fra natmandshuset og til et to-familiers hus, hvor der faktisk også bor en familie Löfquist, nemlig snedkeren Anders Löfqvist (f. 7/5-1815 i Sankt Maria Sogn i Ystad) med kone og børn. Anders Löfqvist var imidlertid ældste søn af forældrene Jöns Löfqvist og Anna Lisa Strandberg, så vores Peter Löfqvist, der var født i 1813, kan ikke være storebror til Anders Löfqvist. De kan dog godt være slægtninge alligevel. En anden lidt teoretisk mulighed - som ikke er undersøgt - kunne jo være, at det faktisk er "Enken" Christina Jönsdotter som har familierelationen, og er en søster til Anders Löfqvist. Det passer nemlig fint med hendes efternavn, iden faderen til nævnte Anders Löfquist var Jöns Löfqvist, og fornavnet gør at børnene kunne hedde "Jönson" eller "Jönsdotter". Holder denne teori, så har vores Peter Löfqvist fået sit efternavn/tilnavn ved ægteskabet med Christina Jönsdotter. Anders Löfquist kunne aldersmæssigt sagtens være en bror til Christina Jönsdotter, og han er fundet født i Ystad, men det er ikke lykkedes også af finde hende som født der.

Tre af børnene fra det svenske ægteskab rejser til Danmark; nemlig Johanne i 1855, Adolphina i 1858 og Carl Petter permanent fra 1866 (han havde siden 1856 rejst lidt frem og tilbage). Johanne kommer til Skive-egnen, hvor hun bliver gift med en anden svensker ved navn Christian Nielsson Åkerlund, og Carl Petter kommer til Ølst syd for Randers, hvor han bliver gift med eller får børn med 5 forskellige kvinder. Adolphina kommer også til egnen syd for Randers og i 1864 bliver hun gift med en anden svensker, nemlig Sven Petersson Rosenberg.

De svenske børn videre skæbne i Danmark vil jeg i denne omgang springe over, men jeg er selv (Svend-Erik Christiansen) tipoldebarn til netop Adolphina Löfquist og Sven Petersson Rosenberg.

Tilbage i Sverige sad "Enken" Christina Jönsdotter, som døde 7/4-1880 af kronisk lungebetændelse. Hun havde i en tid taget sig af barnebarnet Robert Ingeman; et barn som datteren Ingrid d. 23/3-1874 havde fået uden for ægteskab. Ingrid tjente i 1880 som husholderske på en gård betegnet Örups gård. "Enken" havde d. 8/5 1869 mistet et af sine børn, nemlig Christian, der var død af lungebetændelse - kun 22 år gammel. Datteren Christine var også død, inden moderen selv døde i 1880, og datteren havde i ægteskab med Mårten Larsson efterladt sig en datter med navnet Christina f. ca. 1872. De anføres da, at have boet ved København i Bollerup?? (mon ikke det er Ballerup).


Peter Löfqvist i Danmark
Første gang vi hører om Peter Löfquist i Danmark er 24/1-1856, hvor han fra Randers ankommer til Fjellerup Sogn på Norddjursland. Her kommer han til at tjene på gården Østergaard. I 1859 bliver den da 46 årige Peter Löfqvist udlagt til barnefader for en dreng født d. 14. juni. Drengen får navnet Jens Peter Löfqvist. Moderen er den 22 årige og ugifte Mette Sophie Jensen i Fjellerup. Blot 6 uger efter fødslen bliver forældrene gift; det sker i Fjellerup Kirke d. 29. Juli 1859.

Ved folketællingen d. 1. februar 1860 er de ikke anført i samme husstand, idet Peter Löfquist stadig bor og tjener på Østergård i Fjellerup Sogn, mens konen Mette Sophie Jensen sammen med sønnen Jens Peter er registreret hjemme hos moderen Johanne Sørensdatter - også i Fjellerup Sogn. Hendes far, altså Peter Löfquists svigerfader om man vil, tjener ligeledes på Østergård og er bogført der. At Peter Löfquist og hustruen Mette Sophie Jensen ikke direkte bor sammen, skal der formodentlig ikke lægges noget ægteskabeligt i. Det må anses for at være en praktisk/økonomisk foranstaltning. I det hele taget er det almindeligt, at de laveste i samfundet (landarbejdere, tjenestefolk) flytter meget omkring efter arbejde og ikke sjældent kan mand og kone ikke følges ad.

Den 21. april 1861 fødes barn nummer to, nemlig Carl Peter Löfquist, og da forældrene nu gifte, så er han anført som ægte (=ægteskablig) modsat den første søn, som var "uægte". Nogle få måneder senere (vist nok 12. december) 1861 rejser Peter Löfquist fra Østergård i Fjellerup Sogn og til Dyrholm i Vivild Sogn. Den 19. januar 1862 er han registreret som tilflyttet i Vivild Sogn, hvor han skal tjene P. Chr. Høier på Dyrholm. Denne oplysning stammer fra Vivild Sogn kirkebog, hvor det i anmærkningsrubrikken står, at Peter Lövquist er svensk og født i Gladsax ved Ystad.

I 1864 får de deres tredje barn, og det er Christian Lövquist, som bliver født i Nørager Sogn d. 13. januar. På dette tidspunkt bor familien i Rygaardstrand i Nørager Sogn. Hvornår de er flyttet dertil mangler foreløbig oplysninger om. Det ser imidlertid ud til alle hele familien (dvs. Peter Löfqvist, Mette Sofie Jensen og de to børn) nu følges ad og har fælles bopæl.

Det med at flytte rundt er imidlertid ikke helt slut endnu, for d. 5. november 1866 bliver familien registreret som tilflyttere i Vivild Sogn, hvor de skal bo i Dyrholmshus. På dette tidspunkt står familien umiddelbart foran en familieforøgelse, idet datteren Johanne Christine Lövqvist fødes i Vivild Sogn d. 30. november 1866. Peter Löfqvist betegnes nu her som indsidder, dvs. er person (familie) som bor til leje ved en anden familie. Det er typisk i et værelse eller to eller eventuelt i et lille udhus.

I slutningen af marts 1867 må familien på to voksne og fire børn bede fattigkassen i Vivild Sogn om hjælp. Dels har det været en hård vinter og dels har Peter Löfqvist været upasselig i en periode, så han ikke kunne arbejde. Familien, der længe har levet under trange kår, får tildelt noget korn som hjælp. Sognerådet i Vivild er imidlertid i tvivl om, familien faktisk er forsørgelsesberettiget der, men ud fra Peter Löfqvists og Mette Sophie Jensens foreviste skudsmålsbøger, når man frem til, at Peter Löfqvist og familie foreløbig hører til i Vejlby-Vivild fattigdistrikt. Der er en særlig 5 års regel (paragraf 7) for udlændinge i forordningen af 24. januar 1844, som der er lidt problemer med.

Tre år senere i 1869 - og stadig i Dyrholmshus i Vivild Sogn - kommer det 5. barn til verden. Det er datteren Marie Kirstine Lövqvist, som fødes d. 29. august 1869. Et halv år senere d. 1. februar 1870 er hele familien med i folketællingen, hvor det bla. fremgår, at alle er lutheraner. Det er der ikke noget overraskende i, for det er næsten alle danskere på dette tidspunkt. Mere interessant er det, at Peter Lövqvist navn her er skrevet som "Peder Hansen Lövqvist". Altså med tilføjelsen Hansen. Hvis dette ellers ikke er en fejlskrivning i folketællingen, så giver det en klar oplysning om at Peter Lövqvist fader hed Hans, og at dette måske kan blive et vigtigt spor til måske at kunne finde Peter Lövquist oprindelse i Sverige.

Den 29. maj 1872 udvidedes familien i Vivild med endnu et barn, nemlig Martin Petersen Lövquist. At han har fået "Petersen" med i navnet, skyldes antagelig at faderen hedder Peter til fornavn, og det er Peters søn. Denne gamle tradition med at give børn efternavn (patronymikon) udfra faderens fornavn efterfulgt af ‘sen' er dog formelt ophørt i Danmark i 1856. Men som bekendt er en ting lov, mens en anden ting er praksis. Peter Lövqvist er stadig anført som indsidder, men nu bor familien ikke i Dyrholmshus mere, idet de nu anføres som boende i Skovkjær i Vivild Sogn.

Selv om Peter Löfqvist er kommet op i årene, så kommer der stadig nye børn til, og d. 11. december 1874 kommer familiens 7. barn til verden, og det er datteren er Andrea Lövquist. Familien bor fortsat som indsiddere i Skovkjær i Vivild Sogn. Det forlyder ikke noget om, hvad Peter Löfquist laver på dette tidspunkt, eller hvor han tjener. Det må antages, at han (og måske også Mette Sofie) har fungeret som tjenestefolk på gårde i sognet. Der er ikke noget som tyder på, at han/de har haft noget håndværk, som kunne give nogen indtægt.

To år senere er der igen familieforøgelse, idet sønnen Ole Peter Lövquist bliver født d. 26. maj 1877 - og stadig er familien boende i Skovkjær i Vivild Sogn. Efterhånden er Peter Löfqvist blevet 64 år og hustruen Mette Sofie nærmer sig de 39 år. Ole Peter var det 8. barn i søskendeflokken, men alle børnene bor nok ikke hjemme hos forældrene, idet de ældste må antages at være ude at tjene. Der er på dette tidspunkt således 18 år siden de fik det første barn i 1859.

Som det sidste barn af en søskendeflok på 9 børn, kommer Hans Peter Löfquist til verden d. 10. april 1880. Ved folketællingen d. 1. februar 1880 - altså et par måneder før hans fødsel - anføres familien som boende i Lystrup By i Vivild Sogn, og da bopælen næsten samtidig betegnes Skovkjær, så er forklaringen måske, at Skovkjær er en del af Lystrup by. Der er ifølge folketællingen tale om et hus. På dette tidspunkt anføres Peter Löfqvist som ‘dagleier i agerbruget', og yderligere står det, at hele familien nyder fattigunderstøttelse. På dette tidspunkt er de 4 ældste børn flyttet hjemmefra (de var da i alderen 13-21 år). Deres sidste barn fødes således 21 år efter, at ægteparret fik det første barn - ja, det er faktisk 42 år efter, at Peter Löfqvist første gang blev fader med sin svenske kone.

Den 27. december 1884 dør Peter Löfquist - 71 år gammel. Familien bor da på fattiggården i Lystrup i Vivild sogn. Nogle måneder senere d. 27. april 1885 flytter den 47 årige enke Mette Sophie Jensen og de hjemmeværende børn til Gjesing sogn. Da sønnen Ole Peter Löfqvist bliver konfirmeret 7 år senere i 1892, bor hun stadigvæk (eller igen) i Gjesing Sogn. Mette Sophie Jensens enkestatus kommer til at vare i 36 ½ år, idet hun dør i en alder af 82 år d. 18. maj 1921. Den sidste tid boede hun på Vivild Alderdomshjem i Vivild Sogn. Hvornår hun flyttede tilbage til Vivild Sogn igen haves i skrivende stund ingen oplysninger om.

                                                                                                                                                                                        sec 14/2-2010