Tyendeprotokollerne (1854/75 - 1921)
I de første år hvilede præstens optegnelser på de løse papirer (med skudsmål), som de havde med fra den seneste plads. Disse løse papirer afløstes af skudsmålsbogen, som blev indført ved forordning af 24. juli 1832. Herefter var det skudsmålsbøgerne, som skulle forevises sognepræsten ved ankomsten til sognet og igen ved afrejsen efter endt tjeneste. Anmeldelsen til præsten skulle ske inden 4 dage efter ankomsten. København med forstæder var undtaget for denne registrering af flytninger, da man anså det for vanskeligt her at føre kontrol med dette. Disse lister i kirkebøgerne rummer dato, personens navn, alder, håndtering, navnet på forrige/kommende tjenestesogn og ofte også tjenestested. Via af- og tilgangslisterne kan vi således følge folks rejser fra sogn til sogn. Det var naturligvis først og fremmest tyende og tjenestefolk, som blev registreret, men andre grupper af befolkningen, som flyttede, kunne også være medtaget. Kun i sjældne tilfælde blev flyttende børn nævnt i listerne. Disse ikke-kirkelige registreringer ser i flere tilfælde ud til at være ført mindre omhyggeligt end den øvrige del af kirkebogen. I nogle kirkebøger mangler de (er de ikke blevet ført) i en periode, og det må desuden formodes, at nogle personer er rejst til og fra sognene uden at blive registreret. En nyere stikprøve-undersøgelse tyder på, at kun ca. 80 % af tjenestefolkene kom med i listerne, og for nogle befolkningsgruppers vedkommende var det endda under 50 % af flytningerne, som blev indført. Denne registrering i kirkebogen af tyende/tjenestefolk m.fl. ophørte for byernes vedkomende med forordning af 10. maj 1854. Herefter overgik registreringen til byfogederne. Ude i landsognene fortsatte præsternes pligt til denne registrering indtil en forordning af 18. maj 1875 ophævede dette, hvorefter det blev sognefogederne, som kom til at foretage registreringen. Byfogederne og sognefogederne benyttede særlige protokoller til registreringen - de såkaldte tyendeprotokoller. Tyendeprotokollerne
Ifølge forordningen skulle alle fremmede fremover ved deres første arbejdsophold i
Danmark hen-vende sig til politimesteren i den jurisdiktion, hvor de ønskede at
tage arbejde. Her ville de få udstedt en såkaldt opholdsbog, der
skulle følge dem under senere arbejdsophold. Dette medførte, også at den
fremmede ved sit første arbejdsop-hold blev registreret hos politimyndigheden
i en særlig opholdsbogsprotokol. Fremover skulle de som
øvrige danskere registreres i den aktuelle tyendeprotokol hos politimyndigheden
i købstaden eller sognefogeden på landet.
Den nye lov trådte i kraft 1. juli 1875, og den
pålagde samtidig alle fremmede, som på dette tidspunkt opholdt sig i
Danmark, at gå til den lokale politimester, og få udstedt en opholdsbog.
Dette nye krav ser ud til at være blevet fulgt langt hen ad vejen, idet
der netop i 1875 ser ud til at være et ekstrastort antal registreringer i
de bevarede opholdsprotokoller.
Til at følge befolkningens flytninger i perioden 1854/1875 til 1921 er
tyendeprotokollerne en meget vigtig kilde. Folketællingerne i perioden giver
nemlig kun øjebliksbilleder i årene 1855, 1860, 1870, 1880, 1890, 1901, 1906,
1911, 1916 og 1921, og kirkebøgerne nævner kun folk, når de er involverede i en
kirkelig handling. Enkelte større byer har lokale folketællinger og vejvisere/adressebøger,
som kan hjælpe lidt på vej, men de fleste steder (landsognene) er dette
ikke aktuelt. Skal man mere detaljeret følge personerne imellem disse
fixpunkter er tyendeprotokollerne den oplagte kilde. Hvis man ser på bevaringssituationen for
tyendeprotokollerne, så havde det nye system i 1875 en svaghed,
nemlig sognefogedembedet. Sognefogederne havde ikke de samme
officielle rammer at arbejde under, som politimyndigheden i byerne, og
sognefogederne var på mange måder blot privatpersoner, som havde et
offentlig bierhverv. Deres arkiv (f.eks. tyendeprotokollerne) blev
derfor heller ikke opfattet og håndteret som "offentlig ejendom" på samme
måde som politimyndighedens registreringer i byerne og præsternes
udfærdigelse af tidligere tiders af- og tilgangslister i kirkebøgerne. En del tyendeprotokoller er antagelig gået tabt, da de ikke
blev indsamlet i tide eller heller ikke fulgte med embedet ved skift af
sognefogeder ude i sognene. Måske kan det tænkes, at der stadig kan
ligge tyendeprotokoller hos private - hos tidligere
sognefogeder og deres efterkommere. Der findes ikke nogen samlet
oversigt over eksisterende tyendeprotokoller - heller ikke for
Østjyllands vedkommende. I nogle større sogne blev sognet opdelt i flere såkaldte
sognefogeddistrikter/sognefogedkredse med hver sin sognefoged, og
dermed fulgte også en opsplitning af sognet i flere
tyendeprotokoller. Enkelte steder gik mindre sogne sammen om en
sognefoged og fik en fælles tyendeprotokol. Da sognefogedembedet var
en del af det kommunale system, er nogle tyendeprotoller havnet i de
kommunale arkiver. Nogle kommuner har valgt at deponere deres arkiver (og
dermed også de afleverede tyendeprotokoller) på det nærmeste af Danmarks 4
landsarkiver, hvilket i Østjylland vil sige Landsarkivet for Nørrejylland
i Viborg. Andre kommuner har fundet det mere hensigtmæssigt selv at tage
hånd om de kommunale arkiver, så arkivalierne er tilgængelige lokalt.
Tyendeprotokollerne skal derfor søges både i lokalarkiver og
stads-arkiver samt i landsarkivernes kommunale arkiver. En samlet oversigt over bevarede østjyske tyendeprotokoller er undervejs på adressen :
(Listen kan meget vel rumme fejl og mangler, så korrektioner modtages
med glæde)
|